Den grønlandske politiker og løsgænger Aleqa Hammond ekskluderes fra sit valgforbund med blandt andet Socialdemokratiet.
Det skriver Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.
Det sker, efter at Venstre gav hende formandsposten i Grønlandsudvalget, mod at hun lover ikke at stemme imod regeringen i kabinetsspørgsmål.
Hun blev i august ekskluderet fra partiet Siumut efter en sag om brug af Folketingets kreditkort. Men hun fik lov at fortsætte i valgforbundet, så hun kunne opnå pladsen som næstformand i Grønlandsudvalget.
Derfor vækker hendes aftale med Venstre undren.
– I stedet for at kæmpe for socialdemokratiske værdier i respekt for de grønlandske vælgere, der har vist hende tillid, har Aleqa Hammond nu valgt at sælge sit mandat til Venstre, så hun kan få formandsposten for Grønlandsudvalget, skriver Socialdemokratiet.
Aftalen mellem Hammond og Venstre går på, at hun i sager om kabinetsspørgsmål lover ikke at vælte regeringen.
Et kabinetsspørgsmål er et forslag til afstemning, hvor regeringen på forhånd har meddelt, at den vil træde tilbage eller udskrive valg, hvis den kommer i mindretal.
/ritzau/











