47 dehydrerede og sårede børn er mandag evakueret fra et børnehjem i Aleppo, oplyser Unicef.
Ifølge FN’s børneorganisation er flere af børnene syge og i kritisk tilstand.
Meldingen kommer, mens Tyrkiets udenrigsministerium siger, at 4500 personer er evakueret siden søndag aften.
Evakueringen i den krigshærgede by har stået stille i weekenden. Den blev genoptaget sent søndag.
Styret i Damaskus indstillede fredag buskørslen til og fra Aleppo. Man ville have beboere i to oprørskontrollerede og belejrede landsbyer i provinsen Idlib frigivet, hvis evakueringen i Aleppo skulle fortsætte.
Det er sket. Og det seneste halve døgn er beboere blevet kørt i sikkerhed begge steder.
Indbyggerne i de oprørskontrollerede landsbyer køres til Aleppo, hvor præsident Bashar al-Assad sidder på magten. Folk fra det østlige Aleppo transporteres mod Idlib.
/ritzau/Reuters











