Et militærfly fra det russiske forsvarsministerium med 39 mennesker om bord er styrtet ned i Sibirien.
En sikkerhedskilde oplyser til det russiske nyhedsbureau Tass mandag morgen, at seks personer har overlevet styrtet. Andre meldinger går på, at fem personer har overlevet.
Imens rapporterer lokale medier ifølge BBC, at mindst 27 mennesker er dræbt.
Om bord på flyet af typen IL-18 var 32 officerer og syv besætningsmedlemmer. Flyet var lettet fra Koltsovo-lufthavnen i byen Jekaterinburg i Uralbjergene.
Det styrtede ned 27 kilometer fra landsbyen Tiksi, der ligger i den store østlige republik Jakutien.
Redningsfolk er ankommet til stedet og er ved at bjærge ofrene fra flyet.
Der er endnu ingen meldinger om årsagen til ulykken. BBC beretter dog, at vejrforholdene i området efter sigende var dårlige, da styrtet skete tidligt mandag morgen.
IL-18-fly, der fremstilles af firmaet Iljushin, har fire propeller og plads til cirka 100 passagerer.
Det første fly af typen kom i luften i 1957, og det har været brugt af Rusland og de tidligere sovjetrepublikker til regionale ruter.
Ifølge den uafhængige gruppe Aviation Safety Network, der holder øje med flystyrt, har flytypen siden 1960 været involveret i mindst 79 ulykker.
/ritzau/











