Balotelli sørger for ny sejr til undertippet tophold

    Angriberen Mario Balotelli har fået karrieren på ret køl i den franske klub Nice efter flere år som omvandrende problembarn.

    Søndag slog italieneren til to gange, da Nice slog Dijon med 2-1 i Ligue 1.

    Dermed udbyggede topholdet Nice afstanden ned til Monaco på andenpladsen, så der nu er fire point mellem klubberne.

    Nice topper med 43 point, og da Monaco hjemme tabte 1-3 til Lyon, så blev Monaco på 39 point.

    Det var Mario Balotellis ligamål nummer syv og otte i denne sæson. Det svarer til et mål per spillet kamp for italieneren, da han i flere omgange har været skadet.

    Balotellis første mål mod Dijon var på straffespark i første halvleg. Inden pausen udlignede gæsterne ligeledes på et straffespark.

    I begyndelsen af anden halvleg slap Balotelli væk fra sin markering, og så kunne han let dirigere bolden i mål efter et indlæg til 2-1.

    I Monaco måtte hjemmeholdet spille 50 minutter med ti mand efter Benjamin Mendys udvisning i første halvleg. Forinden havde Rachid Ghezzal bragt Lyon foran 1-0.

    Mathieu Valbuena og Alexandre Lacazette scorede yderligere for Lyon, mens Tiemoue Bakayoko scorede Monacos enlige mål.

    /ritzau/