Hackerangreb har ramt en milliard Yahoo-brugere

    Internetselskabet Yahoo melder onsdag om et nyopdaget hackerangreb, der foregik i 2013. Her blev data fra mere end en milliard brugere angiveligt stjålet.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    – Yahoo mener, at en uautoriseret tredjepart i august 2013 stjal data forbundet til mere end en milliard brugerkonti, lyder det fra selskabet i en skriftlig erklæring.

    Det har endnu ikke været muligt at slå fast, hvem der stod bag tyveriet.

    De stjålne data drejer sig sandsynligvis om blandt andet navne, e-mail-adresser, telefonnumre og passwords.

    Yahoo tror ikke, at oplysninger om betalingskort og kontooplysninger er blevet berørt.

    Selskabet er i gang med at informere brugere, der kan have været ofre for hackerangrebet. Det har også sat gang i tiltag, der skal sikre deres konti.

    Ifølge Yahoo har det nyopdagede angreb ikke noget at gøre med det, der fandt sted i 2014, og som ramte 500 millioner brugere.

    Da angrebet i 2014 blev kendt i november, blev det betragtet som det største eksempel på cyberkriminalitet nogensinde. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    /ritzau/