V sigter efter politisk handling for at bremse flygtninge

    Der skal sigtes efter politisk handling og ikke med varselsskud mod bådflygtninge i Middelhavet.

    Det mener Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, efter at Dansk Folkeparti har meldt ud, at varselsskud mod flygtninge, der sejler over Middelhavet, er en mulighed, hvis de sejler inden for en bestemt sømilegrænse.

    – Det er en dårlig idé med varselsskud. Det er en ærgerlig retorik.

    – Vi har et ønske om at begrænse flygtningestrømmen til Europa, og vi ønsker særligt at bremse dem, der kaster sig ud i det her meget farefulde projekt med at sejle over Middelhavet, siger han.

    – Jeg vil hellere have, at vi sigter mod politiske løsninger. Det har vist sig at have en effekt.

    – Det ser vi blandt andet med Tyrkiet-aftalen, som er vejen frem. Det med at slå sig op på en bombastisk trussel om vold er ikke en måde at løse problemerne på, siger Jakob Ellemann-Jensen.

    Aftalen mellem EU og Tyrkiet består af ni punkter, der skal bremse asyltrafikken over Middelhavet.

    Det handler om at ramme menneskesmuglerne, mener Jakob Ellemann-Jensen:

    – Vi skal underminere menneskesmuglernes forretningsmodeller, og det er ikke først ude på Middelhavet, at man skal tage affære.

    – Vi er nødt til at samarbejde med andre europæiske lande for at ødelægge de forretningsmodeller, som menneskesmuglerne bruger, siger han.

    Emnet har fyldt en del, efter at DF’s EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, i debatprogrammet EuropaMagasinet på DK4 udtalte, at der skal skydes mod flygtninge, der sejler over Middelhavet i gummibåde.

    Efterfølgende har DF-profilen præciseret, at han mente “varselsskud”.

    /ritzau/