OVERBLIK: Offentligt ansatte mistænkt for bestikkelse

    Dusinvis af offentligt ansatte er mistænkt for at have modtaget bestikkelse fra it-leverandøren Atea. Torsdag er en edb-medarbejder fra et ministerium anklaget. Se forløbet i den enorme sag her.

    * Juni 2015: En række personer med tilknytning til Atea og it-firmaet 3A-it samt flere offentligt ansatte, herunder en ansat i Rigspolitiet, bliver anholdt og sigtet. Efterfølgende bliver seks personer varetægtsfængslet.

    * Sagen opstod efter en udbudskrig mellem Atea og 3A-it. Atea orienterede udbyderen, Region Sjælland, om en mistanke om urent trav. Det fik regionen til at melde sagen til politiet.

    * Denne del af sagen drejer sig blandt andet om en Formel 1-rejse til Dubai til en værdi på over 400.000 kroner, som angiveligt skulle have fungeret som bestikkelse.

    * Efterforskningen af sagen førte til en række nye mistanker mod offentligt ansatte. 31 personer sigtes i sagen for overtrædelse af straffelovens paragraf 144.

    * Paragraffen forbyder offentligt ansatte at modtage penge, gaver eller andre fordele. Formålet er at beskytte tilliden til de offentlige myndigheder.

    * Dog er det tilladt at modtage såkaldte taknemmelighedsgaver – for eksempel en æske chokolade fra pårørende på et plejehjem – eller mindre gaver ved mærkedage.

    * De nye sager er mindre i omfang end sagerne fra sommeren 2015. De nye sager handler blandt andet om modtagelse af gaver i form af elektronisk udstyr, såsom computere og telefoner.

    * Af de 31 sigtede er der rejst tiltale mod 12 indtil nu. Anklagemyndigheden har opgivet sagen mod 9, mens der i 10 af sagerne endnu ikke er taget stilling til, om der skal rejses tiltale.

    * 6. december 2016 har Retten i Glostrup dømt tre mænd i sagen. De to har fået ubetinget fængsel i henholdsvis fire måneder og 60 dage. Den tredje fik 20 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste.

    * De sigtede fra den oprindelige sag fra sommeren 2015 – herunder de mænd, der en periode sad fængslet – har endnu ikke fået svar på, om der bliver rejst tiltale mod dem.

    /ritzau/