Langkaer Gymnasium i Aarhus er blevet kritiseret fra flere sider, efter at gymnasiet har opdelt de nye 1.g-klasser efter etnicitet.
På baggrund af den sag, giver undervisningsminister Merete Riisager (LA) det fordelingsudvalg, som det aarhusianske gymnasium er omfattet af, lov til at fravige reglerne for fordelingen af elever.
Dispensationen er dog kun midlertidig.
– Lige nu står Langkaer Gymnasium med akutte udfordringer med elevfordelingen. Det skal de have lov til at finde en midlertidig løsning på, så vi sikrer, at man lokalt får den frihed, man har behov for til at løsne situationen op nu og her, siger ministeren.
– Jeg skal ikke stå i vejen for, at man lokalt og helt frivilligt finder løsninger, så længe man overholder loven og i et vist omfang tager hensyn til elevernes ønsker og de pædagogiske kriterier, siger hun.
/ritzau/











