Fifa-boss har nultolerance over for seksuelle overgreb

    Seksuelle overgreb mod børn i fodboldens verden skal mødes med nultolerance og meget hårde straffe.

    Det mener Gianni Infantino, præsident i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, efter at flere sager om seksuelle overgreb har ramt engelsk fodbold.

    – Der er få ting i livet – og ikke bare i fodboldlivet – som er værre end seksuelle overgreb mod børn. Så det skal tages alvorligt.

    – Både fra et fodboldperspektiv og fra myndighedernes side skal der være nultolerance, siger Infantino i forbindelse med et Fifa-møde i Singapore.

    Infantino mener, at skyldige i overgreb på børn skal udelukkes fra idrætten og straffes som kriminelle.

    – Vi skal se på problemet med mere opmærksomhed for at undgå potentielle sager om overgreb på børn i fremtiden, siger Fifa-bossen.

    Omkring 20 spillere i England har fortalt om seksuelle overgreb af trænere i England.

    Det Engelske Fodboldforbund (FA) har lovet at efterforske anklagerne.

    Ifølge flere medier vil politiet efterforske sagerne i 55 forskellige fodboldklubber. 18 forskellige politidistrikter skal være med i efterforskningen.

    /ritzau/