En væltet grisetransport med 220 grise betød, at den fynske motorvej onsdag eftermiddag blev afspærret ved Langeskov i retning mod Sjælland.
Og oprydningen efter uheldet trækker ud.
– Forsigtigt bud på tidshorisont for oprydning er omkring midnat, skriver Fyns Politi på Twitter og forklarer, at der er tre lag med grise.
Kort før klokken 18 er man halvvejs gennem det første lag.
– Grisetransporten var på vej mod Jylland, men ramte autoværnet og væltede, så det går mest ud over trafikken i retning mod Sjælland, fortalte vagtchef Lars Thede tidligere onsdag.
Bilister, der skal i retning mod Sjælland, skal forlade motorvejen ved Tietgenbyen og køre på igen ved Nyborg V.
Skal man den modsatte vej, opfordrer politiet til, at man kører af motorvejen ved Nyborg V og på den igen ved Tietgenbyen. Uheldet betyder nemlig, at trafikken mod Jylland bevæger sig meget langsomt.
Ingen personer er kommet til skade ved uheldet, men det er uvist, om nogle af grisene er døde. Uheldet har dog foreløbig ikke betydet, at der løber løse grise rundt på motorvejen.
I forbindelse med uheldet blev omkring 200 meter af autoværnet på motorvejen ødelagt, oplyser politiet på Twitter. Her skriver ordensmagten også, at uheldet formentlig skyldtes en punktering.
/ritzau/











