Bertel Haarder bliver generalkonsul i Flensborg

    Tidligere kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) bliver udnævnt til generalkonsul i Flensborg, oplyser udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

    – Jeg er meget glad for at kunne oplyse, at regeringen har besluttet at udnævne nuværende folketingsmedlem og forhenværende minister, Bertel Haarder (V), til kommende generalkonsul i Flensborg, siger Anders Samuelsen i en skriftlig kommentar.

    – Bertel Haarder har med sit indgående kendskab til politik, kultur, skole, højskole, sprog og kirke samt ikke mindst en livslang interesse for det dansk-tyske grænseland og dets mindretal, helt særlige forudsætninger for at løfte opgaven som Danmarks officielle repræsentant i Flensborg fra 1. september 2017.

    Bertel Haarder er den politiker, som sammenlagt har haft jobbet som minister i længst tid. I denne omgang blev det dog kun til 17 måneder som kirke- og kulturminister.

    Ved overdragelsen af ministerområdet mandag lagde han da heller ikke skjul på, at han havde ønsket sig, at tiden i de to ministerier for kirke og kultur havde varet længere.

    Efter valget var der kamp om Folketingets formandspost, og det var derfor Bertel Haarders egen idé at overtage Per Stig Møllers (K) gamle ministerier.

    Netop derfor havde han også regnet med at få lov at sidde i ministerstolen længere.

    Mandag ville Bertel Haarder ikke fortælle, hvad der skulle ske, når han ikke længere var minister. Men nu står det klart, at han skal være generalkonsul i Flensborg.

    Inden den formelle udnævnelse kan gennemføres, skal den tyske regering formelt acceptere den danske regerings plan om at udnævne Bertel Haarder til generalkonsul.

    Bertel Haarder afløser den nuværende generalkonsul Henrik Becker-Christensen, der tiltrådte i 1998.

    Becker-Christensen kom fra en stilling som leder af Institut for Grænseforskning og fortsætter i Udenrigsministeriets tjeneste.

    /ritzau/