En kilde i Opec fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at medlemslandene onsdag er blevet enige om at mindske den daglige olieproduktion fra 33,6 millioner tønder til 32,5 millioner.
Det er første gang siden 2008, at foreningen af olieeksporterende lande, Opec, har valgt at skære i den daglige olieproduktion.
Olieprisen er faldet markant siden midten af 2014, hvor en tønde olie hentet i Nordsøen blev solgt for et pænt stykke over 100 dollar.
Nu er prisen langt under det halve, og det gør ondt i lande som Saudi-Arabien, der har baseret mere eller mindre hele sin økonomi på oliepenge.
En delegeret ved Opec-mødet i Wien bekræfter ligeledes oplysningen til nyhedsbureauet Bloomberg.
Det ventes, at der bliver et officielt pressemøde klokken 16 onsdag.
Når sammenslutningen er solidarisk har den stor indflydelse på olieprisen. Eksempelvis tredoblede organisationen olieprisen i 1973, da man skar voldsomt i produktionen.
Opec, der blev startet i 1960, producerer lidt over 40 procent af al den olie, der bliver brugt i verden.
/ritzau/











