Magnussen starter som nummer 18 i Abu Dhabi

    Den danske racerkører Kevin Magnussen (Renault) må finde sig i endnu en beskeden startposition, når sæsonens sidste Formel 1-grandprix bliver skudt i gang i Abu Dhabi søndag eftermiddag.

    Magnussen røg ud i første runde i lørdagens kvalifikation og kommer til at starte som nummer 18.

    Det tegnede ellers godt, da danskeren i sin første runde leverede en fin tid, men han kunne ikke få yderligere fart i bilen i næste forsøg, og derfor blev han overhalet af en stribe kørere.

    Deriblandt teamkollegaen Jolyon Palmer, som kørte 15.-hurtigst i første kvalifikation og dermed fik lov at gå videre til anden kvalifikationsrunde.

    /ritzau/