Én procent af alle dopingprøver afslører snyderi

    Lidt mere end én procent af alle dopingprøver er positive.

    Det fremgår af Det Internationale Antidoping Agenturs (Wada) testrapport, der blev fremlagt torsdag.

    Ifølge den årlige Wada-rapport blev der i 2015 foretaget 303.369 dopingkontroller på verdensplan, og 3809 af dem viste spor af forbudte stoffer. Det svarer til 1,26 procent.

    Det er en lille stigning i forhold til 2014, hvor 3153 ud af 283.304 dopingkontroller viste tegn på dopingsnyderi.

    Dopingkontrollerne opsnapper med stor sandsynlighed ikke alle tilfælde af snyd. Moderne og bedre testmetoder har i år ført til nye afsløringer af snyd under OL i 2012 i London og 2008 i Beijing.

    Af Wadas testrapport fremgår det desuden, at blodprøver fylder mere i dopingkontrollen. 6,98 procent af samtlige kontroller i 2015 blev foretaget på blodprøver, mens det blot var 4,78 procent i 2014.

    /ritzau/Reuters