Henrik Larsson stopper som cheftræner i Helsingborgs IF

    Den tidligere landsholdsangriber Henrik “Henke” Larsson er færdig som cheftræner i Helsingborgs IF.

    Efter nedrykningen fra Allsvenskan har han og bestyrelsen besluttet at skilles.

    Det skriver klubben på sin hjemmeside.

    Henrik Larsson havde en målrig karriere som spiller med ophold i blandt andet FC Barcelona og ikke mindst Celtic.

    Den aktive karriere afsluttede han i Helsingborgs IF i 2009.

    Han indtog posten som manager og cheftræner for klubben i 2015 og havde et år tilbage af sin kontrakt.

    Som del af fratrædelsen har han valgt ikke at få udbetalt sit løntilgodehavende.

    Det sker for at hjælpe klubben økonomisk.

    – Vi er naturligvis meget taknemmelige for den løsning. Bestyrelsen og jeg vil gerne sige tak til Henrik for den omfattende omstrukturering, som er blev gennemført de seneste to år, siger klubdirektør Mats-Ola Schulze.

    Nedrykningen fra Allsvenskan blev en realitet søndag, da holdet tabte 1-2 til Halmstad i den anden af to playoffkampe.

    Det tidligere FC København-talent Marcus Mathisen var manden, som med to mål i kampens slutfase ændrede 0-1 til 2-1 for Halmstad.

    Det betød samlet 3-2-sejr til Halmstad.

    Efter kampen stormede hætteklædte hooligans på banen, hvor de fik fat i Henrik Larssons søn, Jordan, som nogle af dem rev trøjen af og slog ud efter.

    /ritzau/