Nationalpartiets formand, Kashif Ahmad, kalder det over for Ritzau en demokratisk skandale, at partiet har fået erklæret mere end 20.000 vælgererklæringer ugyldige af Social- og Indenrigsministeriet.
Ifølge Kashif Ahmad har partiet siden juli afventet en status fra it-leverandøren KMD på, hvor mange af partiets indsamlede vælgererklæringer, der er gyldige.
En status, der ifølge formanden er blevet forsinket flere gange frem til nu, hvor 20.695 vælgererklæringer er blevet erklæret ugyldige, fordi de udløber efter 18 måneder.
– Jeg troede ikke mine egne øjne. Det er ene og alene på grund af ministeriets fejl, mangler og forsinkelser, at vores vælgererklæringer er udløbet dag for dag, siger Kashif Ahmad.
– Jeg troede, man kunne finde en løsning og imødekomme os med en form for dispensation. Men da jeg så afgørelsen, tænkte jeg, at det var en spøg. Vi vil ikke acceptere det og agter at gå videre med sagen.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra ministeriet.
Nationalpartiet oplyser, at partiet fortsat har planer om at indsamle vælgererklæringer nok til at blive opstillet til et kommende valg til Folketinget.
/ritzau/











