Søndag aften udpegede den bulgarske befolkning en ny mand til posten som landets præsident.
Og det blev overraskende den tidligere pilot og prorussiske kandidat for Socialistpartiet, Rumen Radev.
Ifølge valgstedsmålinger sent søndag aften får Radev knap 60 procent af stemmerne.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den 53-årige Radev slår dermed premierminister Boiko Borisovs kandidat til posten, Tsetska Tsacheva, der kun fik lidt over 35 procent af stemmerne.
– Det er en sejr for hele Bulgariens befolkning. Demokratiet har sejret over apatien og frygten i dag, siger Rumen Radev til statsmedier, umiddelbart efter sejren var sikker.
Bulgariens kommende præsident har stort set ingen politisk erfaring. Han er tidligere kommandant i det bulgarske luftvåben.
Premierminister Boiko Borisov siger søndag aften, at han vil træde tilbage som følge af nederlaget.
– Jeg vil indgive min afskedsbegæring i morgen eller dagen efter, siger Borisov på et pressemøde.
– Resultaterne viser tydeligt, at regeringskoalitionen ikke længere har flertal, tilføjer han.
Borisovs afgang kan føre til flere måneders politisk usikkerhed og ende med et nyvalg i foråret, skriver Reuters.
/ritzau/AFP











