Hareide ville helst droppe at spille Tjekkiet-kamp

    Hvis det stod til landstræner Åge Hareide, så var det danske fodboldlandshold aldrig fløjet til Tjekkiet for at spille den kommende testkamp på tirsdag.

    – Jeg havde helst set, at vi ikke havde spillet den, fordi jeg ved, hvor problematisk det kan være midt i en hård programperiode.

    – Vi går ind i slutfasen på Champions League, hvor klubberne skal forsøge at gå videre fra gruppespillet, forklarer Hareide.

    Nordmanden mødte søndag eftermiddag pressen i Prag, hvor det danske landshold trænede søndag inden tirsdagens landskamp.

    Hareide er med på, at der ikke er mange kampe for landsholdet at se spillerne vise sig frem og afprøve nye ting i, men alligevel hældte han til at droppe testkampen.

    Efter en snak med Dansk Boldspil-Union (DBU) tidligere på året blev parterne dog enige om at spille kampen.

    – Vi ved, at disse datoer er vigtige. Hvis vi ikke benytter datoerne, så bliver der bare færre og færre kampe for landsholdene. Der er mange lande, der ikke benytter dem.

    – Da jeg snakkede med DBU om det, så ville jeg helst have set, at vi ikke havde spillet den, siger Hareide.

    /ritzau/