Tsunami rammer New Zealand efter jordskælv

    New Zealands civilforsvar oplyser, at en formentlig mindre tsunami har ramt den nordøstlige del af sydøen efter et kraftigt jordskælv.

    – Den første bølge er måske nok ikke den største. Bølger kan fortsætte i flere timer. Bevæg jer ind i landet eller til højereliggende områder øjeblikkeligt, hedder det i meldingen fra civilforsvaret.

    Anna Kaiser, en seismolog på GNS Science, siger til nyhedsbureauet Reuters, at en meter høj bølge er blevet målt i North Canterbury – området nord og syd for byen Christchurch.

    Ifølge den amerikanske og den tyske geologiske tjeneste er jordskælvet målt til 7,8 og har kunnet mærkes over hele New Zealand.

    – Folk på østkysten skal bevæge sig mod højereliggende områder. Resten af New Zealand skal holde sig væk fra strandene og væk fra vandet, lyder en Twitter-meddelelse fra civilforsvaret.

    Jordskælvet havde sit epicenter knap 100 kilometer nordnordøst for Christchurch, der er den største ø på sydøen.

    Geologer gættede på i de første kommentarer, at jordskælvet ikke ville udløse en tsunami, fordi det havde sit centrum inde over land.

    /ritzau/