Den britiske musiker Sting gik lørdag aften i gang med sin koncert på Bataclan i Paris.
Dermed genåbner han spillestedet et år efter, at militante islamister dræbte 90 mennesker under en koncert med bandet Eagles of Death Metal.
Lørdagens Sting-koncert blev indledt med et minuts stilhed for at mindes ofrene for massakren fredag 13. november 2015, skriver flere Twitter-brugere.
– Vi vil aldrig glemme dem, sagde den 65-årige musiker på fransk til det forsamlede publikum.
– I aften har vi to ting at opnå: først at mindes de, der mistede deres liv i angrebet, og dernæst at fejre livet og musikken på dette historiske sted, sagde Sting.
Derpå indledte han den følelsesladede koncert med sangen “Fragile”, mens mange af de forsamlede var tydeligt berørt.
Blandt publikum er også flere overlevende efter angrebet for et år siden, hvor bevæbnede jihadister stormede stedet under en koncert med gruppen Eagles of Death Metal.
90 mennesker blev dræbt, da gerningsmændene skød vildt omkring sig på Bataclan. Samtidig mistede 40 andre mennesker livet i angreb andre steder i Paris.
Koncertsalen er blevet ombygget i løbet af de seneste par måneder, den har holdt lukket. Dermed er alle spor efter massakren fjernet.
Koncerten finder sted under skærpede sikkerhedsforanstaltninger som blandt andet betød, at alle gæster blev undersøgt, inden de fik lov at komme ind på spillestedet.
Der er plads til 1500 mennesker i Bataclans sal. Aftenens koncert med Sting er udsolgt.
Den britiske stjerne har afvist at få honorar for sin optræden, men vil i stedet lade overskuddet gå til to organisationer for ofrene for massakren, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
/ritzau/AFP











