Aalborg udbygger forspringet i Metal Ligaen med udesejr

    Aalborg Pirates er tilbage på vindersporet i Metal Ligaen i ishockey.

    Efter nederlaget mod Herlev forleden hentede Aalborg lørdag aften en sejr med hjem fra besøget hos Rødovre Mighty Bulls.

    Gæsterne fra Nordjylland dominerede både skudstatistikken og straffeboksen og vandt kampen i den københavnske forstad med 5-3.

    Med sejren udbyggede Aalborg efter 13 kampe forspringet på førstepladsen i ligaen til otte point ned til nummer to, Rungsted, som dog har spillet en kamp færre.

    Topholdet Aalborg kom foran 1-0 midtvejs i første periode ved Sebastian Andersen. 42 sekunder før periodens udløb fordoblede Lasse Jul Korsgaard gæsternes føring.

    Anden periode fik en hektisk indledning. Rødovres fans nåede dårligt at få armene ned efter Nicklas Carlsens hurtige reducering til 1-2 efter knap to minutter, før Christopher Frederiksen halvandet minut senere havde bragt gæsterne på 3-1.

    Rutsjebane-turen gentog sig kort efter.

    Andrey Chistyakov reducerede til 2-3 efter seks minutter og 28 sekunder af anden periode. 42 sekunder senere scorede Aalborg Pirates’ Martin Højbjerg til 4-2.

    Også tredje periode startede med en hurtig Rødovre-reducering. Denne gang ved Steffen Klarskov Nielsen.

    To minutter før tid lukkede Aalborg ballet med en scoring af Jeppe Jul Korsgaard til 5-3.

    /ritzau/