Det kan tage flere dage, før en kraftig brand i en lagerhal med bilaffald i Rørdal ved Aalborg er slukket.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en beredskabsmeddelelse.
Branden opstod formentlig ved selvantændelse natten til lørdag. Siden har brandfolk kæmpet for at få den slukket. Lagerhallen, der ligger på Gasværksvej 40, står ikke til at redde.
Lørdag morgen advarede politiet om, at branden kunne udvikle farlig røg.
Men Miljøvagten har lørdag foretaget målinger af røgen. De oplyser kort efter klokken 13, at røgen ikke er farligere end almindelig røg.
Alligevel skal borgere i området omkring Gasværksvej i Rørdal og langs den nordlige side af Limfjorden ved Sundsholmen og Bouet gå indenfor og lukke døre og vinduer, hvis der er røg i området.
Hvis man føler ubehag som følge af røgen, skal man kontakte læge, skriver politiet i beredskabsmeddelelsen.
Indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab, Bent Pedersen, siger til Ekstra Bladets netavis, at bildelene er opmagasineret ulovligt i hallen.
Det kender Nordjyllands Politi ikke noget til lørdag.
– Det er op til miljømyndighederne at vurdere, og hvis de anmelder noget til os, så går vi naturligvis ind i sagen, siger vagtchef Karsten Kjær fra Nordjyllands Politi til Ritzau.
/ritzau/











