Fifa bekræfter: Saudi-Arabien er eneste bejler til VM i 2034

    Saudi-Arabien er det eneste værtsbud på VM i fodbold i 2034.

    Det bekræfter Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) tirsdag på sin hjemmeside.

    Det endelige valg af VM-vært vil først officielt finde sted i slutningen af 2024.

    Tidligere tirsdag trak Australien sig som bejler, og dermed var Saudi-Arabiens bud det eneste tilbage.

    – Som fastlagt i de udbudsregler, der blev godkendt af Fifa Council, vil der gennemføres grundige bud- og evalueringsprocesser af de lande, der har budt, inden de endeligt vil blive valgt ved en Fifa-kongres, der forventes at afholdes i sidste kvartal af 2024, skriver Fifa.

    Fifa Council er det øverste beslutningsorgan i forbundet. Organet har 37 medlemmer, og Danmark er ikke repræsenteret i det.

    Fifa skriver, at der vil pågå en dialog mellem Fifa og bejlerne, så buddene lever op til de kriterier, der tidligere er fastlagt i Fifa Council.

    – Dialogen vil fokusere på områder som infrastruktur, kommercielle hensyn, bæredygtighed og menneskerettigheder, skriver Fifa.

    – Efter dette vil Fifa offentliggøre sine evalueringsrapporter, og hvis kravene bliver opfyldt, vil medlemslandene udpege værterne på Fifa-kongressen.

    Saudi-Arabien havde allerede annonceret sit bud den 4. oktober. Det skete, få timer efter at Fifa havde givet 2030-slutrunden til et fælles bud fra Spanien, Portugal og Marokko.

    Fifa satte samtidig 31. oktober som deadline for bud på 2034-slutrunden og gav altså eventuelle bejlere mindre end en måned til at byde ind.

    Det er Asien eller Oceaniens tur til at afholde VM i 2034, da Nordamerika ved USA, Canada og Mexico afholder slutrunden i 2026, og Afrika og Europa samt Sydamerika ifølge Fifa er dækket ind i 2030.

    Uruguay, Argentina og Paraguay er således vært for hver én kamp i 2030, inden resten af slutrunden afvikles i Spanien, Portugal og Marokko. Alle seks lande er direkte kvalificeret til 2030-slutrunden som værter.

    Kritikere har set den usædvanlige konstruktion og den korte deadline som et forsøg på at bane vejen for Saudi-Arabien som vært i 2034.

    /ritzau/