Chelsea efterforskes for mistænkelige spillerindkøb

    Premier League har indledt en efterforskning af Chelseas indkøb af Willian og Samuel Eto’o, da den engelske fodboldklub er mistænkt for at have anskaffet sig spillerne via en række hemmelige, ulovlige betalinger.

    Det skriver den britiske avis The Times.

    Unavngivne kilder fortæller avisen, at det er Chelseas nuværende ejere, der har råbt vagt i gevær.

    Ifølge The Times viser regnskabsjournaler nemlig tilsyneladende, at spillerne blev indkøbt i klubber via beløb til en række russiske selskaber.

    De beløb var separate fra de reelle transferbeløb.

    The Times har tidligere afsløret, at Premier League efterforsker Chelsea for en række millionbeløb, som klubben har betalt til offshoreselskaber mellem 2012 og 2019.

    /ritzau/