Fem arbejdere dør i fald på en af Hamburgs største byggepladser

    Fem arbejdere er døde i en ulykke på en byggeplads i den nordtyske storby Hamburg.

    Det oplyser en talsperson for brandvæsnet mandag formiddag ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

    Byggearbejderne er faldet ned fra et stillads, som muligvis er styrtet sammen, forklarer talspersonen.

    Talspersonen melder ifølge nyhedsbureauet AFP om flere folk under stilladset. Personerne anses for at være savnede.

    Ulykken er sket i området Überseequartier i HafenCity.

    Überseequartier er en af Hamburgs største byggepladser, og der bygges blandt andet indkøbsområder, restauranter, hoteller og kontorbygninger.

    HafenCity er en bydel, der blandt andet er kendt for Hamburgs store koncertsal.

    /ritzau/