Israel må beskytte uskyldige civile i Gaza og tage de nødvendige skridt for at adskille dem fra Hamas, som ikke repræsenterer det palæstinensiske folk, siger Joe Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, i et interview med CNN søndag.
– Tusindvis af civile palæstinensere er formentligt dræbt under bombardementerne, og hvert eneste af disse civile dødsfald er en tragedie – akkurat som det er det i Israel, siger Sullivan.
Han pointerer, at Israels militær og Israels regering “hver time, hver dag under denne militæroperation må gøre alt for at skelne mellem Hamas, som er terrorister og derfor legitime militære mål, og civile, som ikke er det”.
Sullivan siger, at det er vanskeligt at skelne, da Hamas gemmer sig bag civile.
– Men det fratager ikke Israel for ansvaret. De har i henhold til folkeretten og krigens love pligt til at gøre, alt hvad der er muligt, for at beskytte civile.
Han gør det klart, at Det Hvide Hus har formidlet dette til israelerne. Og præsident Biden understregede det igen i en telefonsamtale med premierminister Benjamin Netanyahu søndag.
Over for tv-stationen CBS har Sullivan gjort det klart, at USA’s regering løbende fører seriøse drøftelser med Israel om alle aspekter ved militæroffensiven mod Hamas i Gaza.
Han ville ikke sige, om der er uenighed mellem Israel og USA. Men han understreger, at USA drøfter vanskelige spørgsmål med Israel – herunder humanitær bistand.
Israel har udsat Gazastriben for massive luftangreb efter Hamas-angrebet mod Israel, og de palæstinensiske sundhedsmyndigheder i Gaza har meldt over 8000 mennesker dræbt – de fleste civile.
USA har arbejdet sammen med Egypten for at få bragt humanitære forsyninger ind til den civile befolkning i Gaza.
Biden-administrationen har understreget, at USA mener, at en tostatsløsning er nødvendig for en fredsløsning i Israel. Det Hvide Hus siger, at dette har Biden også gjort klart for Netanyahu i direkte samtaler.
Idéen om en tostatsløsning, hvor Israel og Palæstina lever side om side i hver sin stat, har været trængt i baggrunden som tema, efter at de seneste amerikanske fredsforsøg kollapsede i 2014.
Der er også mange hindringer i vejen for en tostatsløsning – ikke mindst Netanyahus regering, som er den den mest højreorienterede i Israels historie. Mange iagttagere mener også, at idéen er død.
Den er også kompliceret ved, at israelske regeringer gennem mange år har åbnet for, at 700.000 bosættere har etableret hundredvis af ulovlige bosættelser på den besatte Vestbred. De er bygget på områder, som palæstinensere ser som deres fremtidige land.
Sullivan kalder “ekstremistisk vold fra bosættere på Vestbredden for totalt uacceptabelt”.
/ritzau/











