En person er skudt under en protestmarch mod Trump

    En person er skudt under en protestmarch i Portland i staten Oregon mod USA’s nyvalgte præsident, Donald Trump, oplyser politiet.

    Det er en demonstrant, der er ramt, men det er ikke oplyst, hvad hans eller hendes tilstand er.

    Et øjenvidne siger til oregonlive.com, at det ikke er politiet, der har affyret skud.

    Han fortæller, at demonstranterne bevægede sig over broen Morrison Bridge, da en bil med flere personer kørte forbi.

    Bilens passagerer hoppede ud af bilen, og den ene af dem havde en pistol, som han først affyrede op i luften, inden han skød en af demonstranterne i underlivet.

    – Alle er nødt til at forlade området øjeblikkeligt, skriver politiet på Twitter. Man opfodrer samtidig øjenvidner til at fortælle politiet, hvad de har set, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Ifølge oregonlive.com beskriver politiet geringsmanden som en ung mand sidst i teenageårene, klædt i en sort hættetrøje og posede jeans.

    Skuddet faldt efter endnu et døgn med protester rundt om i USA mod Trump.

    Der har natten til lørdag været demonstrationer i blandt andet Miami, Atlanta, Philadelphia, New York og San Francisco.

    /ritzau/