Mindst tre er dræbt i eksplosion på Nato-base i Afghanistan

    USA’s største militærbase i Afghanistan er tidligt lørdag morgen blevet ramt en stor eksplosion. Mindst tre personer meldes dræbt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    – Vi kan bekræfte, at der denne morgen lige efter klokken 5.30 var en eksplosion på Bagram Airfield. Der er tilskadekomne, hedder det i en kort erklæring fra Nato ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Der er ikke yderligere oplysninger i meddelelsen fra militæralliancen.

    Guvernøren for Bagram-distriktet, Abdul Shokor Qodosi, siger ifølge Reuters, at mindst tre personer er dræbt, og at 13 er såret i eksplosionen. Årsagen til eksplosionen kendes endnu ikke, tilføjer han.

    Ingen militante grupper har indtil videre påtaget sig skylden for angrebet. Men luftbasen i Bagram, der ligger tæt på hovedstaden, Kabul, har ifølge AFP ofte været udsat for angreb fra Taliban-oprørere.

    I december sidste år udløste en Taliban-kriger på en motorcykel en sprængladning i nærheden af basen. Eksplosionen kostede personen selv og seks amerikanske soldater livet.

    /ritzau/