Jim Jordan taber igen opbakning ved afstemning om formandspost

    Den konservative republikaner Jim Jordan har fredag for tredje gang tabt en afstemning om at blive den nye formand for Repræsentanternes Hus.

    Det skriver det amerikanske medie CNN.

    25 republikanske partifæller stemte fredag imod Jordan, og dermed er modstanden over for den 59-årige formandskandidat vokset yderligere.

    Første gang stemte 20 imod, mens 22 stemte imod anden gang.

    Repræsentanternes Hus, der sammen med Senatet udgør USA’s Kongres, er i færd med at finde en afløser for den tidligere formand Kevin McCarthy.

    McCarthy gik af den 3. oktober efter en afstemning i kammeret.

    Jim Jordan, der har opbakning fra tidligere præsident Donald Trump, er blevet udpeget som Republikanernes kandidat til formandsposten.

    De første tre gange har han dog været et stykke fra at samle de 217 stemmer, han skal have for at kunne kalde sig formand.

    Republikanerne har et snævert flertal i Repræsentanternes Hus med 221 pladser mod Demokraternes 212. To pladser er ledige.

    Der skal derfor ikke være mange republikanere, der ikke stemmer på Jim Jordan, for at han ikke kan sikre sig flertal.

    Jim Jordan siger fredag, at han trods et tredje nederlag ikke har tænkt sig at trække sig fra jagten på formandsposten.

    – I sagde, at vi ville tabe yderligere 15 til 30 stemmer, siger han CNN.

    – Vi tabte kun et par stykker, og der var et par stykker, der ikke stemte, men som ville have stemt på os, lyder det fra Jim Jordan.

    Uden formand kan Repræsentanternes Hus ikke vedtage nye love eller gribe ind for eksempelvis at forhindre en ny nedlukning af staten.

    /ritzau/