Tre palæstinensere, herunder to teenagere, er blevet dræbt af israelske styrker i forbindelse med tre separate hændelser på den besatte Vestbred tidligt torsdag.
Det oplyser det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa.
Israel har ifølge nyhedsbureauet Reuters ikke kommenteret på oplysningerne.
Ifølge Wafa stormede israelske styrker landsbyen Budrus ved Ramallah, hvor en ung mand blev skudt og dræbt.
I en anden episode blev en 14-årig dræbt i en flygtningelejr syd for Betlehem. En 16-årig meldes død i byen Tulkarm.
Dusinvis af palæstinensere er blevet dræbt på den besatte Vestbred i forbindelse med den seneste opblusning af konflikten mellem Israel og Gaza, skriver Reuters.
Lørdag morgen 7. oktober indledte den militante islamistiske bevægelse Hamas et angreb på Israel.
Ifølge Hamas blev der affyret 5000 raketter på blot 20 minutter. Israel melder om halvt så mange raketter.
Militante fra Hamas brød desuden igennem den ellers stærkt bevogtede grænse mellem Gaza og Israel og angreb blandt andet en israelsk festival tæt på grænseområdet.
Meldingerne om dødstal lyder, at mere end 3300 palæstinensere og godt 1500 israelere er blevet dræbt siden Hamas’ overraskelsesangreb 7. oktober.
/ritzau/











