USA letter sanktioner mod Venezuela efter aftale om valg

    USA letter nogle af de sanktioner på olie og gas, som landet har underlagt Venezuela. Det sker, efter regeringen og oppositionen i Venezuela er blevet enige om at afholde valg i 2024.

    Det oplyser USA’s finansministerium ifølge Reuters i en udtalelse.

    Her skriver ministeriet, at det som svar på “disse demokratiske udviklinger” har udstedt salgstilladelser, der involverer Venezuelas industrier for olie, gas og guld.

    I udtalelsen tilføjer ministeriet, at det er klar til at ændre eller tilbagekalde de udstedte tilladelser, hvis Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, ikke lever op til forpligtelserne i aftalen med oppositionen.

    Aftalen mellem Maduros regering og oppositionen i Venezuela blev indgået tirsdag.

    Her blev parterne enige om, at der skal afholdes valg i det sydamerikanske land i anden halvdel af 2024, samt at der skal gives adgang til internationale valgobservatører.

    Oppositionen i Venezuela samt flere lande herunder USA anerkender ikke Nicolas Maduros valgsejr i 2018.

    /ritzau/