USA hæver trusselsniveau og lader diplomatfamilier forlade Libanon

    Det amerikanske udenrigsministerium hæver natten til onsdag dansk tid trusselsniveauet for Libanon i dets rejsevejledning for det mellemøstlige land til niveau 4. Det er det højeste niveau, ministeriet arbejder med.

    Samtidig har ministeriet godkendt, at familiemedlemmer til dem, som arbejder i Libanon for den amerikanske regering, kan forlade landet.

    Det samme gælder nogle regeringsansatte på USA’s ambassade i landets hovedstad, Beirut, som varetager ikkekritiske funktioner.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    På det amerikanske udenrigsministeriums hjemmeside fremgår, at det hævede trusselsniveau skal reflektere “den uforudsigelige sikkerhedssituation på grund af raket-, missil- og artilleriudvekslinger mellem Israel, Hizbollah og andre væbnede grupper.

    – Genovervej rejser til Libanon på grund af terrorisme, civil uro, væbnet konflikt, kriminalitet, bortførelser og ambassaden i Beiruts begrænsede mulighed for at hjælpe amerikanske statsborgere, står der.

    Israel kæmper mod en række væbnede islamiske grupper på Levanten.

    Mens Hamas og Islamisk Jihad primært er til stede i palæstinensiske områder som Vestbredden og Gaza, udfører Hizbollah regelmæssigt angreb fra den libanesiske side af grænsen mod Israel, som ligger syd for Libanon.

    Udenrigsministeriet i Danmark har også opdateret dets rejsevejledning, efter at Hamas angreb Israel 7. oktober, og der begyndte at udspille sig kampe mellem Israel og Hizbollah i det nordlige Israel.

    I grænseområderne til Syrien og Israel frarådes alle rejser på grund af den betydelige sikkerhedsrisiko, der er forbundet med at opholde sig i områderne.

    I resten af landet frarådes alle ikke nødvendige rejser.

    /ritzau/