PET iværksætter sikkerhedstiltag ved svenske interesser

    I forlængelse af skuddrabene på to svenskere i Belgien har PET “iværksat en række sikkerhedstiltag” ved “udvalgte svenske interesser i Danmark”, skriver PET i en pressemeddelelse.

    Sikkerhedstiltagene sker i samarbejde med “relevante danske myndigheder”.

    PET vil ikke uddybe, hvilke tiltag det drejer sig om, eller hvilke svenske interesser der er tale om.

    Terrortrusselsniveauet i Danmark er ikke blevet forhøjet, men er fortsat i niveauet “alvorlig”.

    Mandag blev to svenske statsborgere dræbt af skud forud for en landskamp i fodbold mellem Belgien og Sverige i Bruxelles. Efterfølgende er den formodede gerningsmand, der er fra Tunesien, blevet skudt af belgisk politi.

    Han er efterfølgende afgået ved døden.

    /ritzau/