Skadet telekabel opdaget mellem Sverige og Estland

    Et undersøisk telekabel mellem Sverige og Estland er blevet beskadiget, meddeler den svenske civilforsvarsminister, Carl-Oskar Bohlin, på et pressemøde tirsdag.

    Skaden menes at være sket omtrent samtidig med, at der i sidste uge blev opdaget skade på gasrørledningen Balticconnector mellem Finland og Estland.

    På det tidspunkt sagde Finlands præsident, Sauli Niinistö, at landet mistænker kræfter udefra for at have en finger med i spillet.

    Der er endnu ingen oplysninger om, hvad der har forårsaget skaderne på telekablet, tilføjer Bohlin ifølge den svenske tv-station SVT.

    – Vi kan på nuværende tidspunkt ikke vurdere, hvad der har forårsaget skaden, siger Bohlin.

    – Det er ikke et totalt kabelbrud, men en delvis skade, tilføjer han.

    Siden en eksplosion ramte den store gasrørledning Nord Stream 2 i farvandet tæt ved Bornholm, har der været øget fokus på den følsomme infrastruktur af kabler og ledninger, der ligger på havbunden i især Østersøen.

    /ritzau/