Statsminister Mette Frederiksen (S) sendte midnat sine “varmeste tanker” til ofrene og deres nærmeste for angrebet mandag aften i Bruxelles, hvor to svenske statsborgere blev skuddræbt.
– Forfærdeligt angreb i aften i Bruxelles mod fredelige fodboldfans, siger hun i et opslag fra Statsministeriet på det sociale medie X.
– Danmark står skulder ved skulder med Sverige og Belgien i kampen mod terror, lyder det videre.
Den formodede gerningsmand er fortsat på fri fod. Det oplyste Belgiens premierminister, Alexander De Croo, tidlig tirsdag morgen.
De Croo bekræfter flere mediers spekulationer om, at den mistænkte er en tunesisk immigrant, som har opholdt sig ulovligt i Belgien.
Han siger desuden, at den mistænkte er inspireret af den militante islamistiske bevægelse Islamisk Stat.
Trusselsniveauet i Bruxelles er efter episoden blevet hævet til niveau 4, som er landets højeste, mens det i resten af landet er på niveau 3.
/ritzau/











