28-årig død efter trafikuheld på Helsingørmotorvejen

    Helsingørmotorvejen er fredag aften klokken halv tolv fortsat spærret efter et uheld, der skete kort før klokken 21 og har kostet en mand livet.

    Uheldet er sket ved Tuborgvej i udadgående retning få kilometer nord for København.

    Ifølge Nordsjællands Politi er der tale om et solouheld, hvor en bil er kørt ind i et betonelement. Føreren af bilen, en 28-årig mand, er afgået ved døden.

    Det fortæller Nordsjællands Politi.

    Nordsjællands Politi vurderer, at motorvejen vil være spærret til tidligst klokken 00.30.

    Ifølge Vejdirektoratet er ulykken ikke sket på grund af minusgrader, der har fået DMi til at advare om pletvist glatte veje.

    – Vi har ikke fået meldinger om, at de uheld, der har været, er sket på grund af glat føre. Men når DMI advarer om pletvist glatte veje, så skal man være forsigtig, siger vagthavende ved Vejdirektoratet Rune Johansen og fortsætter:

    – Men vi forventer kraftig kulde i aften, så der er ingen tvivl om, at i de sene aften- og nattetimer skal man være ekstra opmærksom.

    Han oplyser, at der bliver saltet natten igennem.

    /ritzau/