Aktierne i Birkenstock faldt onsdag med 12,9 procent i værdi, da skoproducenten for første gang indtrådte på børsen i USA.
Dermed lukkede aktien i kursen 40,06 dollar, efter at den først var blevet sat til salg for 46 dollar.
Det svarer til henholdsvis cirka 281 kroner og 322 kroner.
Det svarer til, at Birkenstock på sin første handelsdag mistede 1,1 milliarder dollar i markedsværdi, så den ved børsens lukning lød på 7,5 milliarder dollar.
Birkenstock blev stiftet i 1774 som et selskab, der lavede ortopædiske sko, men det har udviklet sig til et globalt modebrand særligt kendt for sine sandaler.
Dets popularitet blev bedst illustreret, da skuespilleren Margot Robbie var iklædt et lyserødt par i den massivt populære film “Barbie”.
– Sandheden er, at vi ikke havde vores “Barbie-øjeblik”. Barbie havde sit “Birkenstock-øjeblik”, lød det fra Birkenstocks administrerende direktør, Oliver Reichert, på mediet CNBC før børsens åbning onsdag morgen lokal tid.
/ritzau/AFP











