Tidligt onsdag aften lokal tid er luftalarmerne blevet aktiveret flere steder i det nordlige Israel.
Det oplyser Israels militær ifølge nyhedsbureauet AFP.
På det sociale medie X oplyser det israelske militær, at det har modtaget meldinger om en mulig indtrængen i israelsk luftrum fra Libanon.
Det fremgår ikke umiddelbart, hvad det dækker over – og om der er meldinger om, at droner eller eventuelt fly er fløjet ind i det israelske luftrum.
Ifølge AFP har borgerne i byerne Beit Shean, Safed og Tiberias fået besked på at søge dækning. Der er ifølge militæret frygt for et storstilet angreb.
Onsdag formiddag hævdede Hizbollah-bevægelsen, at den havde sendt raketter ind over Israel fra Libanon.
Samtidig oplyste Israels militær, at dets soldater var blevet beskudt med panserværnsvåben.
Uroen ved grænsen mellem Libanon og Israel kommer efter et foreløbig fire dage langt blodigt opgør mellem den militante gruppe Hamas i Gaza og den israelske hær.
/ritzau/









