TV 2 skal sige farvel til mindst 60 ansatte i sparerunde

    60 til 65 medarbejdere og chefer skal sige farvel til TV 2 som deres arbejdsplads i forbindelse med den spareplan, som mediet tidligere har varslet.

    Det oplyser administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, til mediet selv.

    Størstedelen af opsigelserne er på nuværende tidspunkt gennemført, og TV 2 forventer, at alle opsigelser er færdiggjort midt i november, skriver TV 2.

    – Besparelserne er desværre nødvendige for at sikre balancen i vores økonomi, men det er altid vanskeligt at skulle sige farvel til dygtige medarbejdere, der har ydet en stor indsats, lyder det fra direktøren i et skriftligt svar til MediaWatch.

    Direktøren meddelte i slutningen af august, at medarbejderne på TV 2 skulle igennem en fyringsrunde.

    Dengang sagde Anne Engdal Stig Christensen til fagbladet Journalisten, at der ikke ville ske fyringer i nyhedsafdelingen.

    – Vi har været igennem vores i foråret. Nyhederne er allerede blevet beskåret, så det er i resten af huset nu, sagde hun til Journalisten.

    Fagbladet skriver onsdag, at den nye fyringsrunde er sket på tværs af afdelinger i TV 2.

    Det gælder blandt andet afdelingerne for kommunikation, marketing, reklamesalg og sport.

    Tidligere på året sagde 45 medarbejdere i nyhedsafdelingen farvel til TV 2 som led i spareplanen. Og antallet af fyringer og afskedigelser begynder at blive for meget, lyder det fra Lennart Sten, der er hovedtillidsmand, til Journalisten.

    – Processen har simpelthen været for lang. Hele 2023 har nærmest været én lang fyringsrunde, siger han til fagbladet.

    /ritzau/