Ung mand skuddræbt i Stockholm foran børn til træning

    En ung mand er onsdag blevet skudt og dræbt på en idrætsplads i det sydlige Stockholm.

    På stedet – Mälarhöjdens idrætsplads i bydelen Fruängen – befandt der sig flere børn og unge, som var til træning, da skudepisoden fandt sted.

    – Vi leder nu efter gerningspersonen eller gerningspersonerne. Vi har modtaget flere vidneforklaringer, som vi bruger i jagten, siger polititalsmand Mats Eriksson.

    Meldingerne om skud kom omkring klokken 18.45.

    Ambulancefolk ankom til stedet, hvor den unge mand modtog behandling. Men han overlevede ikke. Han var i de sene teenageår.

    – Vi hørte fem skud. Så løber to små drenge og råber “skyderi”, inden alle på banen løber væk mod muren, siger et vidne til Dagens Nyheter.

    Statsminister Ulf Kristersson (M) har reageret på episoden.

    – Uskyldige mennesker med absolut ingen tilknytning til den grove forbrydelse – hvor mange var børn til aftentræning – er netop blevet tvunget til at være en del af endnu et hensynsløst skyderi, hvor endnu en mand er blevet skudt og dræbt, siger han i en kommentar til TT.

    Myndighederne har den seneste tid haft fokus på idrætspladsen, da personer med tilknytning til kriminelle aktiviteter har bevæget sig i området.

    /ritzau/TT