Dansk stjerne nomineret til en Emmy-pris for sin Blixen-rolle

    Den danske skuespiller Connie Nielsen er nomineret til prisen som bedste kvindelige skuespiller ved International Emmy Awards.

    Det skriver Viaplay i en pressemeddelelse.

    Hun er nomineret for sin rolle som Karen Blixen i tv-serien “Drømmeren – Karen Blixen bliver til”.

    International Emmy Awards uddeles til internationale tv-produktioner uden for det amerikanske marked. Den løber af stablen i New York City 20. november, hvor det bliver afgjort, om den danske stjerne får statuetten.

    Serien er inspireret af Karens Blixens liv og breve og udspiller sig i 1930’erne, hvor Karen vender hjem til Danmark efter mange år i Østafrika.

    Tv-serien og Connie Nielsen har allerede høstet stor anerkendelse udenlands. Den blev udtaget som første danske serie nogensinde til Cannes International Series Festival i april i år.

    Derudover fik Connie Nielsen tidligere i år overrakt Rungstedlundprisen af dronning Margrethe for sit portæt af Karen Blixen.

    Den 58-årige stjerne er født med rødt og hvidt blod i årerne.

    Hun kom til verden i København og er opvokset i Helsingør og siden helt nordpå i Frederikshavn.

    Som teenager rejste Connie Nielsen til Paris for at studere drama og medvirkede der i flere franske film.

    Hollywood så også hendes talent, og Connie Nielsen landede sin første store rolle i “Djævlens advokat” med Al Pacino, Charlize Theron og Keanu Reeves.

    Ved årtusindskiftet kom det helt store gennembrud i Ridley Scotts oscarhædrede storfilm “Gladiator” over for Russell Crowe og Joaquin Phoenix.

    /ritzau/