Der er en verserende bandekonflikt i Odense. Det har National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) vurderet i et notat til Fyns Politi.
Det bekræfter Fyns Politi over for Ritzau.
Johnny Schou, der er politiinspektør ved Fyns Politi, siger til Fyens Stiftstidende, at det drejer sig om en konflikt mellem to grupperinger, Nyborgvej-gruppen og V.O.
– Vi betragter konflikten som alvorlig, forstået på den måde, at vi har en forventning om, at der kan ske sammenstød, for der er hele tiden noget, der skal hævnes, siger han til mediet.
Fyns Politi indberetter oplysninger om konflikten mellem de to grupperinger til NSK, der på baggrund af de samlede oplysninger vurderer, hvornår der er tale om en egentlig konflikt.
Når politiet får et notat om en verserende konflikt, kan personer, der af en domstol vurderes at have begået kriminalitet i forbindelse med konflikten, straffes i henhold til den såkaldte bandeparagraf.
Med den kan straffe forlænges indtil det dobbelte af, hvad en person ellers ville have fået.
Politiinspektør Johnny Schou fortæller til Fyens Stiftstidende, at politiet endnu ikke kender den specifikke årsag til konflikten. Han peger dog på, at det kan skyldes “personlige motiver” eller “kamp om de illegale markeder”.
/ritzau/











