Korruptionssigtet demokrat afviser at trække sig fra Senatet

    Bob Menendez har bestemt ikke i sinde at trække sig fra sin post i Senatet i USA, skriver han fredag aften i en officiel udtalelse, efter at han er blevet anklaget for at modtage bestikkelse.

    – Det er ikke gået min næse forbi, hvor hurtige folk er til at dømme en latinamerikaner og skubbe ham fra posten. Jeg går ingen steder, skriver Menendez.

    Menendez og hans hustru, Nadine, blev for nylig sigtet i en sag om modtagelse af bestikkelse.

    Der er tre anklagepunkter mod hver af de to. Blandt andet er ægteparret sigtet for at have taget imod store kontantbeløb, guld og en dyr Mercedes fra tre forretningsmænd i New Jersey til gengæld for politisk indflydelse.

    En af forretningsmændene har egyptisk baggrund og har blandt andet fået oplysninger om USA’s militære støtte til Egypten.

    Anklageskriftet indeholder billeder af guldbarrer og kuverter fulde af kontanter, som politiet har beslaglagt i Menendez-parrets hjem.

    Ifølge anklagemyndigheden er der fundet over 480.000 dollar i kontanter i senatorens hus. Det svarer til over 3,3 millioner kroner.

    De tre forretningsmænd har ifølge anklageskriftet bestukket senatoren, der har “brugt sin officielle stilling til at beskytte og berige dem og gavne Egyptens regering”.

    /ritzau/Reuters