Ny spansk landstræner: Sejr lader os glemme de seneste dage

    For en stund har det spanske kvindelandshold i fodbold mulighed for at glemme konflikten, der den seneste tid har omgærdet spillerne, forbundet og trænerstaben, da holdet slog Sverige i Nations League fredag aften.

    Det siger de spanske fodboldkvinders nye landstræner, Montse Tome, efter 3-2-sejren i Gøteborg.

    – Det var en enormt positiv sejr, som formår at få os til at glemme de dage, som vi har haft, siger Tome ifølge nyhedsbureauet AFP.

    De spanske spillere har krævet store ændringer i det nationale fodboldforbund siden VM-finalen.

    Forbundspræsidenten Luis Rubiales trak sig tidligere på måneden, efter at han havde været under stort pres fra flere kanter.

    Årsagen var først og fremmest, at han under VM-fejringen kyssede den spanske profil Jennifer Hermoso på munden.

    Han er siden blevet anklaget for seksuelt overgreb af den spanske anklagemyndighed, som på vegne af Hermoso har indledt en sag.

    Ni spillere har, siden skandalen med Rubiales brød ud, nægtet at spille for landsholdet. De er blevet erstattet af andre spillere, og sejren viser ifølge Montse Tome, at Spanien stadig har en kampdygtig trup.

    – Det betyder, at vi har spillere med utrolige talenter. De elsker deres arbejde. Deres arbejde er at spille fodbold, og vi skal sørge for, at de kan koncentrere sig om spillet, siger Tome.

    /ritzau/AFP