En af verdens helt store musikere Leonard Cohen døde torsdag i en alder af 82 år.
Canadieren vil blive husket for det helt særlige talent, han tog med ind i musikkens verden.
Det mener forfatter og oversætter Jakob Levinsen, der i 2013 oversatte bogen “I’m your man” om Cohens liv.
– Leonard Cohen tilførte popmusikken en litterær dybde, som var ny dengang, fordi han var etableret som lyriker og romanforfatter, før han overhovedet begyndte at spille musik.
– Ungdomskulturen gennem flere generationer var præget af en stor selvhøjtideligt og ikke nødvendigvis den dybe humor. Der skilte han sig meget ud, siger Jakob Levinsen.
Cohen debuterede først i pladeindustrien i 1967. Der var han 33 år, hvilket var betydeligt ældre end mange andre musikere i den generation.
Og det kunne man se på teksterne, mener Levinsen.
– Han havde en litterær teknik og kunne samtidig trække på alle mulige dybe ting lige fra det gamle testamente, jødedom og buddhisme til egentlig litteratur.
– Det skabte et intimt og samtidig nærmest religiøst og morsomt rum, forklarer Levinsen.
/ritzau/











