Studie: Højreekstremisme i Tyskland har fået vokseværk

    Der er i Tyskland sket en stigning i antallet af borgere, der har højreekstremistiske holdninger.

    Det viser et studie foretaget af et forskerhold på Bielefeld Universitet i den tyske by Bielefeld, skriver nyhedsbureauet dpa.

    Studiet bliver foretaget fast hvert andet år. Den seneste udgave blev torsdag delt med offentligheden.

    Her fremgår det ifølge dpa, at der siden 2021 er sket en kraftig stigning i antallet tyskere, der nikker genkendende til højreekstremistiske synspunkter.

    Således har 8,3 procent af befolkningen i landet nu “et ekstremt højreorienteret verdensbillede,” lyder konklusionen.

    Det svarer til hver 12. tysker. Til sammenligning har andelen de seneste år ligger mellem to og tre procent.

    I undersøgelsen defineres højreekstremisme som en “en ideologi om ulighed og vold. Eller en accept af vold til at implementere ideologien.”

    Ifølge forskerne bag studiet finder man de 8,3 procent på tværs af det politiske spektrum og ikke kun blandt tilhængere af højreekstreme politikere.

    /ritzau/