Tusindvis af migranter fra Syd- og Mellemamerika har i løbet af de seneste dage krydset grænsen til USA og er kommet til blandt andet staterne Californien og Texas.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Samtidig er der et stort antal migranter, der er på vej i samme retning, og som med bus og tog er ankommet til forskellige grænsebyer i Mexico.
Ifølge Reuters er der tale om rekordhøje tal for migrationsstrømmen. Det præcise tal fremgår ikke.
Det er især de amerikanske byer San Diego i Californien og El Paso og Eagle Pass i Texas, som mærker til denne stigning.
I maj udrullede USA’s præsident Joe Biden nye politiske tiltag, der skulle afskrække folk fra de ulovlige grænsekrydsninger.
Herunder hørte en tungere indsats i forhold til hjemsendelser og en advarsel om indrejseforbud på fem år for ulovlige migranter.
Inden for den første måned medførte disse tiltag et fald i grænsekrydsningerne på omkring 70 procent.
Den seneste tids stigning kan dog tyde på, at den afskrækkende effekt er ved at være aftaget, lyder det.
I løbet af de sidste otte dage har den amerikanske grænsekontrol CBP registreret mere end 5000 migranter i området omkring San Diego.
I området omkring El Paso er der dagligt registreret mere end 1000 migranter i de seneste dage, skriver Reuters.
/ritzau/











