49-årige Martin Hallund, der er direktør i møbelkæden Ilva, er onsdag fundet skyldig i at have udsat en cyklist for fare i sin firmabil i Aalborg.
Det har Vestre Landsret afgjort.
Lovovertrædelsen koster ham 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. Herudover er han blevet frakendt førerretten i et år, mens firmabilen konfiskeres.
Dermed har landsretten stadfæstet byrettens dom fra december 2022.
Hændelsen, der kostede cyklisten et brud på venstre arm, skete ved Vestre Havnepromenade 25. marts i fjor.
Under sagen har direktøren og cyklisten været dybt uenige om, hvem der var skyld i ulykken.
Martin Hallund har forklaret, at cyklisten på sin mountainbike kørte ind i ham bagfra.
Han så cyklisten i bakspejlet og kort efter hørte han et “bump”. Han var i retten sikker på, at det var, fordi han var blevet ramt af cyklisten, der ifølge direktøren ikke så sig for.
Herefter accelererede direktøren op for at følge efter cyklisten, der var kørt videre, og kørte ind foran ham med en afstand på “5-6 meter”. Han ønskede at udveksle kontaktoplysninger med cyklisten.
Omvendt har den påkørte forklaret, at han i første omgang slog med flad hånd på bilens siderude for at gøre direktøren opmærksom på, at han kom cyklende højre om på vejen, hvor der ikke er en cykelsti.
Da han cyklede videre, hørte han, at bilen accelererede. Det næste, han husker, er, at han lå ned på brostenene, forklarer han.
Martin Hallund har sagt, at han på intet tidspunkt ramte cyklisten.
Retten har i sin dom lagt vægt på de vidneforklaringer, der har været under sagen.
Ifølge et af vidnerne, der gik på fortovet tæt på ulykkesstedet, var det “meget tydeligt”, at tiltalte kørte efter cyklisten.
Et andet vidne har tilføjet, at cyklisten “bragede” ind i siden på bilen og væltede. Han kunne ikke have undgået sammenstødet, lyder det.
Èn ud af i alt seks voterende stemte for at frifinde Martin Hallund for en paragraf i straffeloven om at udsætte andre for fare.
Retten mener, at firmaets Mercedes, der ifølge Ilvas advokat er blevet købt brugt for over 600.000 kroner, kan konfiskeres, fordi direktøren er fundet skyldig i vanvidskørsel.
– Det må antages, at Ilva har mulighed for at få pengene hos direktøren. Derfor er konfiskationen ikke uforholdsmæssig, lyder det fra retsformanden, der henviser til, at direktøren får en pæn hyre.
Martin Hallund har under sagen været beskyttet af navneforbud, men det frafaldt, da den endelige dom blev afsagt.
Han har under sagen fremhævet, at han risikerede at blive fyret, hvis han blev fundet skyldig.
Anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at direktøren skulle idømmes en tillægsbøde svarende til en månedsløn, men det valgte retten ikke at følge.
Under sin procedure lagde anklager Anette Wolf Pedersen vægt på, at han er skyldig, fordi det var en “ulige kamp mellem den bløde og den hårde trafikant”.
/ritzau/