En kinesisk blokering af Taiwan vil være forbundet med en “monsterstor risiko” og sandsynligvis slå fejl, mens en direkte invasion vil være ekstremt svær at udføre.
Sådan lød det tirsdag fra flere højtstående embedsmænd i det amerikanske militær.
Blandt andet Ely Ratner, militærets assisterende forsvarsminister for sikkerhedsmæssige anliggender i Indo-Stillehavet, var kritisk over Kinas chancer for succes i forhold til en mulig eskalering.
– Det ville sandsynligvis slå fejl, og det ville være en stor risiko at eskalere for Kina, der ville være nødt til at overveje, om man er villig til at begynde at angribe kommercielle maritime fartøjer, sagde han.
Kina betragter Taiwan som en del af sit territorie og har svoret at indtage det en dag.
Taiwan derimod anser sig selv som et selvstyrende land, der modsat Kina er bygget på demokrati.
Kina spiller jævnligt med musklerne over for Taiwan. Tidligere på ugen sendte Kina over 100 krigsfly i sværm omkring øen.
– En blokade ville være ødelæggende for det internationale samfund og ville sandsynligvis blive mødt med omfattende reaktioner … som Beijing (Kinas hovedstad, red.) sandsynligvis vil undgå, sagde Ratner.
Amerikanske embedsmænd har spået, at Kina vil forsøge at invadere Taiwan i 2027.
Uden udsigten til en umiddelbar afslutning på krigen i Ukraine arbejder USA, der De facto bakker op om Taiwans ret til selvstyre, ihærdigt på at undgå endnu en storkonflikt, der kan få vidtrækkende konsekvenser for verden.
Majorgeneral i det amerikanske militær Joseph McGee bakkede tirsdag op om Ratners udtalelser.
– Det er meget nemmere at snakke om en blokade end rent faktisk at udføre den, sagde han.
Samtidig pegede han på Taiwans bjergrige terræn og Taiwanstrædet som to grunde til, at det ville være svært at udføre en invasion.
– De (Kina, red.) ville være nødt til at mobilisere titusindvis, måske hundredtusindvis, af styrker på østkysten, og det ville være et klart signal, sagde McGee.
Og at udføre militære operationer i luften og til søs på samme tid vil være ekstremt kompliceret.
– Det ville efterlade dem i det mellemrum (Taiwanstrædet, red.) på 90-100 miles (145 til 160 kilometer, red.), hvor de ville være sårbare over for den omfattende beskydning, man kan påføre en angribende styrke, der i forvejen har signaleret sine intentioner, sagde McGee.
/ritzau/AFP