EU har sat udbetalinger af nødhjælp til Somalia på pause.
Det sker, efter at en FN-rapport har afdækket udbredt misbrug og tyveri af midler, der egentlig skulle afhjælpe alvorlig hungersnød.
Det bekræfter en talsperson for EU-Kommissionen tirsdag aften.
Talspersonen siger dog, at betalingerne kan genoptages, hvis der er tegn på, at problemerne bliver løst.
– I lyset af de problemer, som er blevet italesat af rapporten, har Kommissionen været nødt til at tage sig nogle forbehold for at sikre EU-midler. Derfor er fremtidige betalinger midlertidigt sat på pause, indtil der foreligger forklaringer og garantier i forhold til at få løst de identificerede problemer, siger talsmanden, Balazs Ujvari.
Rapporten fra FN har afdækket udbredt misbrug af EU-midlerne.
Både landejere, lokale myndigheder, ansatte i forsvaret og nødhjælpere var involveret i at stjæle af pengene.
Mængden af nødhjælp til Somalia blev sidste år hævet, efter at store nødhjælpsorganisationer havde advaret om, at Afrikas Horn kunne stå over for den værste tørke i årtier og ekstrem hungersnød.
Forskere vurderer, at op mod 43.000 døde som resultat af tørken sidste år.
FN’s samlede budget for Somalia er godt en halv milliard kroner, hvoraf knap 75 millioner kroner går til fødevareprogrammet, WFP.
Til sammenligning gav USA mere end en milliard dollar – knap syv milliarder kroner – i nødhjælp til Somalia sidste år.
En talsmand for USA’s Styrelse for Global Udvikling (Usaid) siger – på betingelse af at vedkommende kan forblive anonym – at der ikke er nogen planer om at afbryde hjælpen til Somalia.
/ritzau/Reuters